Om

På denne side kan du læse mere om Vest for Vest, personen bag og Fanø som rejsedestination.

Bag Vest for Vest

Mit navn er Jannik Fyhring Sørensen og jeg er indehaver af Vest for Vest. Sideløbende er jeg psykoterapeut med praksis i Esbjerg og underviser på Fanø Skole.

Jeg bor på Fanø, sammen med min hustru Annesofie og lille søn Frede. Jeg er uddannet psykoterapeut ved Vedfelt Instituttet og har en bachelor i handel, sprog og kultur fra CBS. Derudover har jeg arbejdet flere år i mediebranchen. Da jeg i 2024 flyttede til Fanø, opstod ønsket om, at komme tættere på naturen, få indblik i øens traditioner og historie samt lære lokalsamfundet at kende indefra.

Jeg har altid fundet stor glæde ved at skabe rammer, hvor mennesker kan mødes om noget fælles, og dét at arrangere og facilitere oplevelser har fulgt mig hele livet – helt tilbage fra elevrådet i folkeskolen og sidenhen til tilrettelæggelse og afvikling af større arrangementer i f.eks. Forum eller Royal Arena.

For mig er det afgørende, at de oplevelser, jeg skaber, sætter sig som noget meningsfuldt hos deltagerne, og at vi samtidig efterlader naturen og det lokalsamfund, det foregår i et bedre sted. Det er med denne baggrund og vision, jeg har startet Vest for Vest.

Vest for Vest

Vest for Vest er skabt med en vision om at skabe gode og mindeværdige oplevelser samt et ønske om at tilbyde bl.a. virksomheder en ramme for at gøre en positiv forskel for lokalsamfund og natur.

Navnet Vest for Vest opstod under en skovtur på Fanø med min far, hvor inspirationen og kreativiteten fik ro og plads til at flyde frit. Navnet er inspireret af digtet og sangen Vest for, der på poetisk vis beskriver den rå, men charmerende tilværelse herude vestpå.

Vest for Vest laver både events og ture for grupper. Derudover laver vi sauna- og wellnessoplevelser og står til rådighed for interessante lokale partnerskaber.

Naturen på Fanø

Fanø er en perle i Vadehavet og Danmarks næstmindste kommune med kun 3.500 indbyggere. Øen er kendt for sin unikke kombination af enestående natur, autentisk kulturarv og et imødekommende lokalsamfund.

Øen har en helt særlig status, da den er placeret i Nationalpark Vadehavet og dermed er på UNESCO’s verdensarvsliste. Området indgår samtidig i Natura 2000-netværket og Key Biodiversity Areas, hvilket understreger dens store betydning for klimaet og biodiversiteten – ikke bare i Danmark, men globalt. Netop derfor er det særligt vigtigt at vi passer ekstra godt på øen.

Kun 12 minutters færgesejlads fra Esbjerg tager jer til denne naturskønne destination, hvor 20% af øens areal er fredet natur.

Kulturarv og oplevelser på Fanø

Fanø er mere end blot smukke landskaber – øen rummer en rig kulturhistorie, som man oplever gennem velbevarede bygninger, museer og unikke traditioner som Fanødragten og Sønderhoning dansen. Når man bevæger sig igennem de snoede gader i Nordby og Sønderho, er det tydeligt at se hvordan fortid og nutid smelter sammen i et levende lokalsamfund fyldt med kreativitet, historie, ro og nærvær. Det er også årsagen til, at så mange produkter bærer øens navn: Fanø Krogaard, Fanø Laks, Fanø Chokolade og Fanø Bryghus er bare nogle få eksempler på den høje kvalitet, man finder her. Øens kunsthåndværkere, lokale madproducenter og passionerede ildsjæle bidrager alle til at gøre Fanø til noget helt særligt.

Komfort og kvalitet

Fanø er gearet til at tage imod både små og store grupper. Her finder I alt fra charmerende badehoteller og hyggelige sommerhuse til moderne konferencefaciliteter. Øens restauranter er kendt for at bruge lokale råvarer og levere madoplevelser af høj kvalitet – uanset om det er en formel middag eller en mere afslappet frokost. Kombineret med et væld af aktivitetsmuligheder, lige fra vadehavsvandringer, hvor man kan opleve både sæler, finde østers og spotte havørne til vandsportsaktiviteter eller kulturelle oplevelser, er Fanø det perfekte sted at samle virksomheden til både faglige og sociale aktiviteter.

Fanø er smuk på billeder, men endnu smukkere i virkeligheden

Fanøs unikke charme og naturskønhed er ikke til at tage fejl af. Se nogle billeder herunder, som både kommer fra eget galleri, Nationalpark Vadehavets billedebank, Drømmesteder og fotograf Morten Fog.

Tag kontakt for mere info!

Er du interesseret i at høre mere eller har du spørgsmål? Tøv ikke med at række ud.